Lån trods RKI – derfor er det en dårlig idé
Hvis man er registreret i RKI, kan man oftest ikke låne flere penge. Men når gælden tynger og det virker umuligt at kunne skaffe penge til afdrag af allerede eksisterende gæld, kan det være fristende at optage endnu et lån trods RKI.
Hvorfor optager man lån trods RKI?
Lån trods RKI kan ofte føles som udvejen, hvis der er en masse følelser involveret. Det er f.eks. ofte op til jul, at ansøgninger om lån trods RKI boomer – eller i forbindelse med sommerferien. Det skyldes, at mange økonomisk pressede er børnefamilier, hvor man selvfølgelig gerne vil give sine børn en juleaften eller en sommerferie som kammeraternes.
Det er helt naturligt og forståeligt. Vi er jo kun mennesker og ønsker det bedste for dem, vi holder af.
Mange bruger også lån trods RKI til at betale af på eksisterende gæld – at man populært sagt låner flere penge for at kunne betale sine regninger.
Selvom det kan virke indlysende, at dette ikke løser noget som helst på sigt, kan det alligevel for et kort øjeblik friste. Især hvis det er en regning på bilens vægtafgift, der ubetalt betyder at bilen mister sine nummerplader, eller en strømregning som betyder, at der lukkes for energiforsyningen, hvis der ikke betales.
Alligevel er lån trods RKI i begge situationer en meget dårlig løsning, der kun gør problemerne endnu større. Faktisk kan man slet ikke tale om lån trods RKI som en løsning. Det er faktisk blot en optrapning af problemet.
Derfor er lån trods RKI en dårlig ide
Når man står opført i RKI, er det fordi man har én eller flere ubetalte regninger eller afdrag, som inden da har været sendt til inkasso.
I langt de fleste tilfælde er disse ikke blevet betalt, fordi der ikke har været råd til det; og når man ikke har råd til at betale sine regninger i forvejen, er det generelt en dårlig idé at skaffe sig flere. Hvilket netop er dét, man gør, når man optager lån trods RKI.
De låneudbydere, der tilbyder lån trods RKI,er også ofte meget dyre steder at låne sine penge. Det er de, fordi både renter og de årlige omkostninger (ÅOP) er skyhøje.
Det skyldes blandt andet, at risikoen for låneudbyderne er højere, når de udlåner penge til RKI-registrerede. Sandsynligheden for at de får pengene igen med det samme er nemlig lavere end ved ikke-RKI-registrerede. Deres sikkerhed ligger derfor i de høje låneomkostninger.
De høje omkostninger er dog også dét, udbyderne af lånene tjener deres penge på. Generelt er man som økonomisk presset langt mere tilbøjelig til at acceptere høje priser på sit lån, når det kan føles som om, man ikke har noget valg. Derfor er de høje priser på lånet også ofte et resultat af almindelig købmandsskab fra udbydernes side.
Problemet med at optage lån trods RKI, og øge sin gæld, er helt konkret, at man blot udhuler sin økonomi endnu mere, end den er i forvejen.Det kan føles som en stor midlertidig lettelse og ligefrem glæde, at der står penge på kontoen. Men når afdragene skal betales efter ganske kort tid, er det eneste, der har ændret sig blot, at der er endnu flere penge, der skal betales, når det bliver den 1.
RKI kan være din ven
Det føles ofte som et nederlag at blive opført i RKI og mange skammer sig næsten over det. Det er helt forståeligt. Det ligger i menneskets natur, at vi gerne vil indfri andres forventninger til os. Når man ikke kan betale de penge, man skylder, skuffer man andre. Og den følelse er ikke rar for nogen.
Man kan dog hjælpe sig selv en smule ved at se på RKI som en ven, i stedet for en fjende.
Selvom det kan virke som en straf og man nærmest kan føle sig låst i nogle situationer, er registreringen i RKI for mange en hjælp. Den sørger nemlig for, at det er svært at optage yderligere gæld. Det kan være en stor fordel, hvis man ønsker at få sin økonomi på ret køl igen og få en hverdag uden økonomiske bekymringer.
Lad os hjælpe i stedet for
Hos GældsRåd kan vi hjælpe dig, også selvom du står i RKI. Vi låner dig ikke penge, men hjælper i stedet med at omrokere de penge, du reelt har på kontoen, når det er den 1. i måneden. Herudfra planlægger vi så dine afbetalinger.
Vi sørger også for at indgå aftaler om afdrag med dine kreditorer, med udgangspunkt i netop dit budget og tager højde for, at du selvfølgelig skal have råd til både bolig, mad og alle andre fornødenheder.
På den måde får du en varig løsning, som du kan leve med og et beløb, du kan leve for. I stedet for en midlertidig brandslukning, som et lån trods RKI er. Du får også på sigt muligheden for at træde ud af RKI og over tid blive helt gældfri.
Selvom du måske umiddelbart ikke føler, du har råd til gældsrådgivning, kan vi oftest sagtens hjælpe dig alligevel.
Kontakt os her og hør mere om dine muligheder – helt uforpligtende og diskret.